Vedtægter for Aalborg Havkajakklub

 

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Klubbens navn: Aalborg Havkajak Klub.

Stk. 2. Klubbens hjemsted: Aalborg kommune.

Stk. 3. Klubbens tilhørsforhold til idrætsforbund, idrætsorganisationer og andre forpligtende fællesskaber afgøres af generalforsamlingen.

§ 2. Formål

Stk. 1. at forestå driften og udviklingen af Aalborg Havkajak Klub

Stk. 2. at være samlingspunkt for medlemmer, som ønsker at ro havkajak med fokus på sikkerhed til søs, roteknik, oplevelser på vandet og fællesskab.

§ 3. Medlemskab

Stk. 1. Som medlem optages enhver, som kan tilslutte sig foreningens vedtægter, sikkerhedsbestemmelser og ordensregler.

Stk. 2. Alle, der er fyldt 17 år, kan optages i klubben, dog gælder, at ansøgere under 18 år skal have forældres/værges skriftlige samtykke.

Stk. 3. Krav for medlemskab: IPP2 Havkajak/DGI Egenfærdighed A eller tilsvarende certifikat for havkajak og færdigheder svarende til niveauet eller derover. Opfyldes dette krav ikke, forudsætter medlemskab deltagelse i og beståelse af klubbens interne rokursus i havkajak.

Stk. 4. Medlemskabet følger kalenderåret, og ved udmeldelse tilbagebetales kontingentet for restperioden ikke.

Stk. 5 Udelukkelse af et medlem kan ske ved overtrædelse af eller manglende vilje til at efterleve foreningens vedtægter, sikkerhedsbestemmelser og ordensregler. Udelukkelse kræver enighed i bestyrelsen og foretages af denne. Det udelukkede medlem kan anke udelukkelsen på den næstfølgende generalforsamling.

§ 4. Kontingent

Stk. 1. Kontingent for medlemskab fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 2. Kontingentrestance medfører eksklusion, medmindre bestyrelsen finder rimelig grund til at dispensere herfra.

§ 5. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt før sæsonstart inden udgangen af første kvartal, så vidt muligt den sidste søndag i januar måned. Den endelige dato fastlægges af bestyrelsen. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske 3 uger før generalforsamlingen på e-mail eller andet.

Stk. 3. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer med mindst 1 måneds medlemskab, forudsat at de ikke er i kontingentrestance. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Valg af referent
  • Valg af 3 stemmetællere
  • Bestyrelsens beretning
  • Fremlæggelse af revideret regnskab
  • Behandling af forslag til vedtægtsændringer
  • Behandling af forslag fra bestyrelsen samt indkommende forslag
  • Forelæggelse af budget
  • Fastsættelse af klubkontingent for det følgende år
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til § 7, stk. 1
  • Valg af 1 suppleant til bestyrelsen, 1 revisor og 1 revisorsuppleant, alle for 1 år
  • Eventuelt

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen, og bestyrelsen sender indkomne forslag videre til medlemmerne senest 5 dage inden generalforsamlingen.

Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre der begæres skriftlig afstemning af blot én stemmeberettiget mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages der altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om relativt flertal.

Stk. 8. Valgbar er ethvert medlem, forudsat at vedkommende ikke er i kontingentrestance. Er medlemmet ikke til stede, kan opstillingen ske ved skriftlig accept fra den, der ønskes opstillet.

Stk. 9. En ordinær generalforsamling kan afholdes digitalt, hvis særlige grunde er til stede. Et forsamlingsforbud udstedt af myndighederne er et eksempel på en særlig grund.

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling:

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes
a. når bestyrelsen finder det nødvendigt
b. når mindst 1/3 af klubbens medlemmer fremsætter skriftlig begrundet anmodning, med de emner, der ønskes behandlet om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 1 måned efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger. Indkaldelsen skal ske skriftligt til samtlige medlemmer på e-mail., eller andet.

Stk. 3. En ekstraordinær generalforsamling kan afholdes digitalt, hvis særlige grunde er til stede. Et forsamlingsforbud udstedt af myndighederne er et eksempel på en særlig grund.

§ 7. Klubbens daglige ledelse/ bestyrelsen:

Stk. 1. Klubbens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der består af mindst 5 medlemmer, dog altid et ulige antal, og vælges således:
a. Formand vælges på ulige år for 2 år
b. Kasserer vælges på lige år for 2 år
c. 1 øvrigt bestyrelsesmedlem vælges på lige år for 2 år
d. Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige år for 2 år
e. Suppleant, der vælges for 1 år. Deltager i bestyrelsens arbejde, dog uden stemmeret.

Stk. 2. Bestyrelsen leder klubben i overensstemmelse med nærværende vedtægter.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Der skal nedsættes underudvalg og arbejdsgrupper til at varetage opgaver for bestyrelsen og klubben. Underudvalg og arbejdsgrupper refererer til bestyrelsen.

Stk. 4. Formanden, og i dennes fravær kassereren, indkalder og leder bestyrelsesmøder. Indkaldelsen kan ske, når formanden skønner det nødvendigt, eller når et flertal af
bestyrelsen fremsætter ønske herom over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 3 uger efter, at anmodningen er sendt til formanden. Indkaldelsen sker skriftligt på e-mail med angivelse af dagsorden.

Stk. 5. På bestyrelsesmøder er bestyrelsen beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, herunder formanden og/eller kassereren, er til stede. Bestyrelsen tilstræber konsensus, men afstemninger i bestyrelsen afgøres ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er mødelederens stemme afgørende.

Stk. 6. Der skal tages referat af alle bestyrelsesmøder. Referaterne skal offentliggøres på
klubbens hjemmeside. Personsager er uden for referat.

§ 8. Økonomi, regnskab og revision:

Stk. 1. Klubbens regnskab går fra 1. januar til 31. december.

Stk. 2. Bestyrelsen er, med hensyn til regnskabet, ansvarlig overfor generalforsamlingen og skal underskrive det reviderede regnskab.

Stk. 3. Klubbens regnskab føres af kassereren.

Stk. 4. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

Stk. 5. Klubben tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kassereren i forening. Ved den enes forfald, tegnes klubben af den anden i forening med 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer.

§ 9. Vedtægtsændringer:

Stk. 1. Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, hvorpå de er vedtaget.

§ 10. Klubbens opløsning:

Stk. 1. Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst halvdelen af alle klubbens stemmeberettigede medlemmer, deltager i en dertil indkaldt ekstraordinær generalforsamling, og at mindst 2/3 heraf stemmer for forslaget.

Stk. 2. Såfremt halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer ikke deltager i den, til formålet, indkaldte ekstraordinære generalforsamling, men 2/3 af de tilstedeværende, stemmeberettigede medlemmer har stemt for forslaget, skal bestyrelsen skriftligt (e-mail) med mindst 8 dages varsel indkalde til ny ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes mindst 2 uger og højst 4 uger efter den første ekstraordinære generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.

Stk. 3. I tilfælde af klubbens opløsning skal eventuel formue anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til frivilligt foreningsarbejde i Aalborg kommune, dog fortrinsvis i Aalborg.

Stk. 4. Konkret anvendelse besluttes på den opløsende generalforsamling.

§ 11. Datering:

Stk. 1. Således vedtaget på generalforsamlingen den 26.april 2026 med øjeblikkelig ikrafttræden.

 

Steen Christensen, Kim Bundgaard, Poul Tradsborg , Elin Zachariasen, Jonas Quazzani

TEST